ny-cirkus.dk
 

KIT €™s nycirkusfestival

Flyvende akrobater under åben himmel. Karismatisk æggejonglering i gemt biograf. Reb serveret på 100 måder. Fandenivoldsk artisteri med knivkast, ild og øksebalancering, og meget, meget mere. Københavns Internationale Teaters nycirkusfestival begynder på onsdag. Fra 13. til 28. august er der forestillinger rundt omkring i København, og i forbindelse med festivalen vil fire af forestillingerne turnere i hele Danmark. Se programmet på kit.dk.

 

Teaterfestivalen Asteroiden

I samme periode forløber også festivalen Asteroiden. 13.-17. august inviterer Asterions Hus til international teaterfestival på Teaterøen med adskillige cirkusindslag, bl.a. spanske Animal Religion med soloforestillingen Indomador - en grotesk parodi på det moderne menneskes kulturelle tilstand, fortalt med akrobatik, håndstand, hanekamp, masker, kønskritik og rituel dans. asteroiden.dk/

 

GLiMT optræder til Randers Havnedage

GLiMT sammensætter en specialforestilling til Randers Havnedage d. 15. og 16. august. På DLG bygningens gigantiske væg og kran, der ligger ud til havnen, kan forbipasserende i tidsrummet kl. 21 €“23 opleve imponerende vægdans, voldsom luftakrobatik, præcis linedans, en øm julesalme og meget mere. De optrædende er: Katja Tomasevic Olsen, Michiel Tange van Leeuwen, Maria Carmen Casas og Lars Gregersen. Kostumer laves af Camila Sarrazin, og forestillingen iscenesættes af Lars Gregersen. glimt.info

 

Aarhus Nycirkusfestival

D. 20.-24. august finder Aarhus Nycirkusfestival sted for første gang. Her kan man se kompagnierne Sisters, Je Peux Cirq og Tanter, afgangseleverne fra AFUK, lokale cirkuselever fra Gøglerskolen, og derudover er der også bl.a. workshops for spirende artister og intim cirkuskabaret om aftenen. Ambitionen er, at festivalen skal etablere sig som en biennale, der gennem årene vil udvide sig til flere af de aarhusianske scener.  Bag festivalen står Marie Groth Wos, Lalla La Cour og Morten Kaplers. aarhusnycirkusfestival.weebly.com

 

Baltoppen præsenterer Gravity and other Myths

Baltoppen i Ballerup har et imponerende nycirkusprogram i efteråret. Udover at vise tre af forestillingerne fra KIT €™s festival, viser de også GLiMTs Rootless, og så er de værter for det australske kompagni Gravity and other Myths €™ forestilling A Simple Space. Verdensklasseartisterne i Gravity and Other Myths fejrer den ene udsolgte forestilling efter den anden på de mest attraktive teater- og performancefestivaler, vinder et væld af priser og roses til skyerne af tilskuere såvel som anmeldere. Med et sjældent set overskud viser performerne en perlerække af legende, festlige og fantastiske akrobatiske tricks, uden at bruge andre remedier end deres toptrænede kroppe og tyngdekraften. baltoppen.dk/

 

Tuk & Sofie i Finland

De danske dobbeltakrobater Tuk Frederiksen og Sofie Jasmin Sabroe rejser i september til Helsinki for i fire måneder at arbejde med det finske danseteater Hurjaruuth, som i år spiller vintercirkusforestillinger for 21. gang. Artisterne i forestillingen kommer fra hele verden. Forestillingen har premiere d. 6. november. hurjaruuth.fi

 

Auditions hos Cirkus Cirkör og Cirque Eloize

Svenske Cirkus Cirkör inviterer artister til audition på deres kommende forestilling med temaet €˜grænser €™. Forestillingen har planlagt premiere i foråret 2015, og ansøgere skal notere sig, at Cirkörs produktioner normalt turnerer i 2-4 år. Læs mere på cirkor.se - og send din ansøgning inden 30. august.

Canadiske Cirque Eloize leder også efter nye artister og afholder en europæisk audition i Paris i september. Tjek deres hjemmeside, men skynd dig, deadline for ansøgning er allerede d. 15. august cirque-eloize.com.

 

Zangenbergs Teater: Englebørn

Ungerne er lagt i seng, mor skal i byen med veninderne, og far skal se fodbold i fjernsynet. Men tvillingerne Berit og Bjørn har helt andre planer. De vågner op og begynder straks at udforske børneværelsets utallige muligheder. Snart efter hænger de i bogstaveligste forstand i gardinerne, går på line på tørresnoren, klatrer i flagstangen, rider på ryggen af familiehunden Bella og gynger i lysekronen. Englebørn er en både sjov, musikalsk og poetisk nycirkusforestilling, sprængfyldt med ædel skuespilkunst og sjovt og seværdigt topartisteri. En forestilling for de 3-9-årige. Medvirkende artister: Anders Skat Henningsen og Linn Broden. Instruktør: Niels Í Dali Grønne. Premiere 16. september. zangenbergsteater.dk

 

Dansk Artistforbund afholder ARTISTlounge

Dansk Artistforbund afholder tre ARTISTlounges om året, hvor forbundets medlemmer mødes i kollegialt samvær og nyder andre medlemmers inspirerende optræden ledsaget af god mad og drikke. Programmet er blandet af artistiske og musikalske indslag. Næste ARTISTlounge er d. 17. september, og denne gang er det med et særligt nycirkustema. Det foregår på Prags Boulevard 43. Hold dig informeret på artisten.dk

 

Cikaros spiller Den Lille Prins i Moskva

I slutningen af september rejser nycirkuskompagniet Cikaros til Moskva for at spille forestillingen Den Lille Prins. Forestillingen vises tre gange på Teatrium na Serpukhovke som en del af børneteaterfestivalen Gavroshe. Den Lille Prins havde premiere i foråret 2014 på Teater ZeBU. cikaros.dk

 

 

Hold dig opdateret og læs mere om nycirkus i Danmark på ny-cirkus.dk

 

HJÆLP med af få de nye historier ud:

 

Har du selv nyheder om nycirkus i Danmark, bringer vi dem videre.
Send gerne nyt til info@ny-cirkus.dk

 

August 2014

 

nycirkus.dk