Nordic Spotlight på Fira Térrega 2012
Den internationale cirkusfestival Fira Térrega i Spanien d. 6.-9. september har i år et særligt fokus på nordisk nycirkus i form af Nordic Spotlight, som præsenterer en artistisk showcase samt inviterer til dialog omkring skabelse og produktion af nycirkus i de nordiske lande. Fem forskellige nordiske kompagnier viser uddrag af deres arbejde. Fra Danmark deltager Mikkel Filtenborg, som netop er blevet færdig på Dans och Cirkushögskolan i Stockholm og er en del af kompagniet Sisters. Sisters præsenterer uddrag fra deres kommende forestilling Clockwork med planlagt premiere sommeren 2013. Læs om Nordic Spotlight her http://www.subtopia.se/nyheter.php?NewsID=80
Cirkus Fantastica på Folketeatret
Teaterkoncerten Cirkus Fantastica er historien om en flok cirkusartister, som i deres vinterpause er strandet i en lukket og øde tivolipark. Det, der holder livslysten og modet oppe, er tanken om den kommende sæson, om de kommende numre og den cirkusforestilling de nu skal skabe og skubbe cirkusvognen videre med. De medvirkende nycirkusartister er Katja Tomasevic Olsen og Ivan Tomasevic. Musik af Sebastian, instruktion af Rolf Heim Premiere på Folketeatret d. 13. september, spiller frem til d. 20. oktober. http://www.folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Fantastica.aspx
Nycirkuskompagniet Cikaros spiller Animal Farm på ZeBU
De fysiske udfoldelser bygger på en formidabel blanding af smidighed og styrke. Hold da op hvor er de dygtige og super timede. Det er visuelt udtryksstærkt cirkusteater, når det er allerbedst og mest meningsfyldt. * * * * Sådan lød det i Børneteateravisen efter premieren på Animal Farm i april 2012. Nu fortsætter spilleperioden på Teater ZeBU. Animal Farm er en nycirkusforestilling om magt og magtmisbrug - og om at sende sin bedste ven til slagtning. Dyrene overtager magten på gården for at skabe et frit og lige samfund, men det udvikler sig hurtigt til et nyt tyranni, hvor idealer omskrives og venskaber bliver sat på spidsen. Spiller d. 18.-30. september. Læs mere og se traileren fra forestillingen på http://cikaros.dk/dansk/shows.html.
Anders Kallesøe gæster Danmark med Atemzug
Det tyske nycirkuskompagni Atemzug gæster for første gang Danmark med en splinterny produktion. Atemzug præsenterer FEEDBACK SCHLEIFEN. Om samspillet mellem kunstnere og publikum; feedback loops. Helt frigjort og alligevel uadskilleligt. Instruktion: Cox Ahlers. Performere: Clara Groeger, Anders Kallesøe Jensen, Paolo Masini, Christine Thevissen. Spiller d. 26. september kl. 20 på Vostrup Teater og Musikhus og d. 28.-29. september kl. 20 på AFUK. www.atemzug-ev.de
Foreningerne på AFUK opstarter efterårets aktiviteter
Hos foreningerne Innercirq og Ørkenfortet, som begge holder til i AFUKs lokaler på Enghavevej 82B i København, kan man gå til cirkus på mange måder. Der er bl.a. parakrobatik, luftakrobatik, gulvakrobatik, og der er cirkusundervisning for både børn, teenagere og voksne. Fredage kl. 18-20 og søndage kl. 12-15 er der desuden åben træning. For 50 kr. pr. gang (25 kr. for medlemmer) kan man træne selv under opsyn i artisthallen. Læs mere på www.afuk.dk.
Les 7 doigts de la main spiller Traces på Republique
De verdensberømte canadiere gæster igen København, denne gang med forestillingen Traces. 7 mennesker står som i en storby-katastrofefilm og skal se døden i øjnene - om lidt. Men for at sætte et sidste spor i verden bringer de alle deres skæbnehistorier i spil gennem højrisikofyldt, pulspumpende akrobatik og finurlig, ekvilibristisk leg - alt sammen udført med et usædvanligt personligt overskud. Det er livsbekræftende sjovt. Det smitter. Det efterlader spor. Det er uforglemmelige 90 minutter. Spiller 5.-21. oktober på Teater Republique. http://www.republique.dk/da-DK/Repertoire/Repertoire%2012-13/TRACES.aspx
Hold dig opdateret og læs mere om nycirkus i Danmark på www.ny-cirkus.dk
HJÆLP med af få de nye historier ud
Har du selv nyheder om nycirkus i Danmark, bringer vi dem videre.
Send gerne nyt til info@ny-cirkus.dk
September 2012
|