ny-cirkus.dk
 

Les 7 Doigts de la Main og Teater Republique: Fibonacci

Republique omdannes til et ekvilibristisk, farvestrålende og sansemættet nycirkus med musik, spoken word og kropslig virtuositet, når Samuel Tétreault og det canadiske nycirkuskompagni Les 7 doigts de la Main kommer til København med Fibonacciprojektet. Medvirkende europæiske artister: Anders Skat, Sindri Runudde, Andreas Falk, Kajsa Bohlin og Luis Sartori do Vale. Fibonacci spiller fra d. 21. maj - 18. juni på Republique. Læs mere her http://www.republique.dk/Repertoire/Repertoire%2010-11/Fibonacci.aspx

 

Produktionslokaler på Prags Boulevard 43

Efter lang tids søgen er det nu lykkedes TinCanCompany og GLiMT at finde højloftede produktionsfaciliteter til nycirkusforestillinger. Lige nu renoveres en gammel fabrikshal på Amager, og kompagnierne regner med at tage salen i brug senest til efteråret. Når de to kompagnier ikke selv skal arbejde på Prags Boulevard, lejer de lokalerne ud til andre. De nye produktionslokaler vil betyde en stor kunstnerisk udvikling, vurderer artist og producent Lars Gregersen: "Nu kan vi arbejde koncentreret og med vore rekvisitter uden begrænsninger. Indtil nu har vi været tvunget til at arbejde med mindre scenografi og nogle gange færre rekvisitter for at få produktionen til at passe ind i et øvelokale. Nu kan vi arbejde med det der er kunstnerisk nødvendigt, og det vil helt sikkert udvikle forestillingerne" siger han.

 

Stor aktivitet i øvelokalerne - et lille udpluk af ting under opsejling

Behovet for produktionslokaler til nycirkusforestillinger afspejles i den store aktivitet rundt omkring hos kompagnierne. Cikaros øver i maj på TRAFIK - Cirkusøjeblikke i byrummet, et site specifik cirkusprojekt, som har premiere d. 5. juni og spiller frem til d. 29. juni på forskellige locations i det københavnske byrum. Dansens Hus i København har givet en residency plads til Camila Sarrazin fra GliMT, og i 2 uger i maj vil hun og Lars Gregersen udforske fysisk materiale og koreografi til forestillingen STEPS, som har planlagt premiere i 2012. TinCanCompany og Lalla la Cour tager i starten af juni til Odense for at spille forestillingen Fantasma på Stige Ø.

 

Rapport om scenekunstuddannelser i Danmark

Uafhængige Scenekunstnere har lavet en stor undersøgelse omkring scenekunstuddannelser i Danmark. Rapporten hedder Overvejelser og byder på redegørelser, diskussionsoplæg, interviews, idéer og visioner samt en samling case stories. 32 scenekunstnere deler deres tanker omkring den uddannelsesvej, de har valgt, og bl.a. nycirkusartisterne Samuel Gustavsson og Signe Løve Anderskov medvirker. Læs rapporten her http://www.scenekunstnere.dk/arkiv/Overvejelser%20print%20og%20web.pdf

 

Zirkus Nemo

Bager Jørgen, Smadremanden, Målermanden og fakiren Lille Allan står klar i kulissen. Søren Østergaard har siden 1999 underholdt landet over med sin helt egen genre af cirkus, gøgl, komik, kitsch og satire. I år har han fået selskab af skuespillerne Peter Frödin, Helle Dolleris og Laura Kvist Poulsen, og som sædvanligt har han også været ude i verden for at hente klassiske cirkusnumre, denne gang luftartisterne Die Sorellas, akrobaterne Curatola Brothers samt hunde- og håndstandsartisten Glen Nicolodi. Premiere i Horsens d. 11. maj og derefter turné i hele landet. http://zirkus-nemo.dk/index.asp?g=1&_nu_igen

 

Cirkus Cirkör gæster Malmö Stadsteater med forestillingen Wear it Like a Crown

Nu har man igen mulighed for at tage over Sundet og opleve Sveriges største nycirkuskompagni Cirkus Cirkör i Malmö. Wear it Like a Crown er en tragikomisk og absurd forestilling om at bære sin frygt og sine fejl med stolthed. I et roterende scenerum bevæger seks artister sig gennem en verden af illusioner, skyggespil, knivkasteri, akrobatik, jonglering og drama. Instruktion Tilde Björfors, medvirkende artister bl.a. Anna Lagerkvist, tidligere elev på Artistlinien, AFUK. Spiller 10.-19. maj på Malmö Stadsteater, mere info på http://www.malmostadsteater.se/pa_scen/aktuella_forestallningar/856/

 

Kitt Johnson workshop: Exploring Creativity

Kreativitet afhænger ikke udelukkende af magiske øjeblikke, hvor inspiration pludselig indfinder sig. Kreativitet afhænger også af en hel del regulært og tålmodigt arbejde, som er nødvendigt for, at idéer kan udfolde sig og realiseres. Gennem tematisk baserede improvisations- og kompositionsopgaver introduceres forskellige koreografiske arbejdsredskaber. Det sker 10.-13. juni kl. 10-16 i X-act's studie på Nørrebro. Kontakt Aline Storm inden 1. juni for yderligere information på email x-act@kittjohnson.dk

 

Udvid horisonten med nye vinkler på nycirkus

Husk at der på www.ny-cirkus.dk findes links til mange slags spændende læsning om nycirkus. Læs f.eks. historien om dansk nycirkus fra 1991 og frem, find links til de engelske udgaver af magasinet Stradda eller hop ind i artikelbasen og find artikler af bl.a. Stine Degerbøl og H.C. Gimbel. Og meget, meget mere: www.ny-cirkus.dk/index.phtml?sek_id=5

 

Hold dig opdateret og læs mere om nycirkus i Danmark på www.ny-cirkus.dk

 

HJÆLP med af få de nye historier ud

Har du selv nyheder om nycirkus i Danmark, så skal vi nok få dem bragt videre. Send gerne nyt til info@ny-cirkus.dk

 

Maj 2011

 

nycirkus.dk