ny-cirkus.dk
 

Nordisk laboratorium søger artister

Juggling the Arts giver nu for anden gang nordiske nycirkus-artister og performere chancen for at fordybe sig i et 5-dages laboratorium. Tre mentorer, Daniel Gulko, Maksim Komaro og Sverre Waage, leder laboratoriet og arbejder med hver enkelt deltagers evner som artist og skaber. Laboratoriet foregår i Stockholm 15. - 19. november og mentorerne udvælger to ansøgere fra Danmark. Deadline for ansøgning er 1. oktober!
Se mere på: http://nordic-circus.org/projects/juggling-the-arts/ og www.kit.dk

 

Garantiordningen fortsætter

Statens Kunstråds Scenekunstudvalg viderefører garantiordning for nycirkus-forestillinger 09/10 så den også dækker den kommende sæson. Nycirkus-producenter kan få forestillinger optaget i ordningen ved at ansøge inden 15. oktober. Bliver forestillingen optaget i "Garantiordningen for turnerende teater for voksne" kan købere af forestillingen få underskudsgaranti på op til 13.000 kr. samt tilskud til markedsføring. Se mere på http://www.kunst.dk/typo3conf/ext/tcdirectmail/click.php?l=1&t=html&c=e07a7de9&s=796986

 

FARVEFLIMMER med Kompagni Kalas

Farveflimmer byder på farverigt artisteri og poetisk magi i en børneforestilling om venskab og om at kunne vælge hvad man har lyst til, uanset om man er dreng eller pige. Det nystartede kompagni KALAS blander her cirkus og teater og selvom forestillingen er rettet mod de 4-10 årige, bliver hele familien underholdt.
Farveflimmer havde première sidste weekend, fortsætter til foråret og kan også ses på børneteaterfestivallen i Randers i april 2011. Medvirkende er Helena Berglund, Anders Astrup Jensen og Josephine Wulff Randrup med Stine Eva Jørgensen som instruktør. Mere info Helena på tel. 61 68 68 20 / kalasteater@gmail.com

 

QUIPROQUO

Forestilling er instrueret af jongløren Mads Rosenbeck, med Samuel Gustavsson og Niclas Stureberg. Allerede den 15. oktober kan man på Kulturnatten få en forsmag på Quiproquo på Dansescenen i København. Herefter rejser Samuel og Niclas til Frankrig på researchtur og de egentlige prøver starter til januar. Der er premiere den 11. marts 2011 og forestillingen spiller til den 26. marts i Dansehallerne. Se mere på www.rapideye.dk

 

SANTAS SHADOW

Øveperioden på Santas Shadow med Camila Sarrazin, Lars Gregersen og Henriette Groth, instrueret af Rudi Skotheim er i fuld gang i Dansehallerne. Forestillingen er en journalistisk rejse baseret på Santa Claus og alle de historier der ligger til grund for den moderne julemand. Uden at prædike eller moralisere, lover holdet bag forestillingen at give publikum facts, trivia, fiktion, dekonstruktion, myter, personlige historier og religionsfortællinger, så tilskueren kan drage sine egne konklusioner. Og få den akavede og forunderligt dragende følelse af at opleve julen og Santa for allerførste gang. Urpremiere: 7. december i Dansehallerne. Læs mere: http://www.dansehallerne.dk/side.asp?side=0&id=60

 

HAIKU

Cantabile 2 har fejret verdenspremieren på forestillingen HAIKU, der opførtes i både København, Århus og Vordingborg og drager i november på turné rundt i landet. Haiku er et fysisk billeddigt, en musikalsk komposition af skræmmende realistiske, snigende erotiske og foruroligende farlige stemninger. I en drømmeagtig struktur sætter tre kvindelige performere det nøgne menneske i sin fysiske og mentale essens til skue, gennem en komposition af rå, detaljerede snapshots. Forestillingen er inspireret af en nutidig japansk undergrunds-kultur i en krydsning mellem Goth, Lolita-dyrkelse og undergang. Mere på: www.cantabile2.dk

 

FIRST CAIRO INTERNATIONAL CIRCUS FESTIVAL

En gruppe danske artister tager i oktober til Egypten og deltager i den første internationale cirkusfestival i Cairo. Signe fra Cikaros, Marek fra Multicirkus, Zora fra Coexistence og Asger the Ballonmanden, har sammensat en forestilling til lejligheden med akrobatik, håndstand, ild jonglering, mega-ballonner og meget mere. Gruppen afholder også workshop i Al Darb Al Ahmar School of Art sammen med en palæstinensisk cirkus trup.

 

TEATERKONCERT Stupid Man

er baseret på 30 Thomas Helmigs sange og instrueret af Kenneth Kreutzmann. Der er lagt op til et kæmpe spektakulært show, hvor skuespillere og musikere gør op med tyngdekraften i Black Box Theatre og svæver rundt på høje vægge og falder ned fra loftet i store elastik-reb. I produktionen medvirker 10 mænd, med forskellige baggrunde - en akrobat (Anders Astsrup), flere dansere, skuespillere, sangere og musikere. Stupid Man spiller fra 12. november - 4. december i Holsterbro Musikteater/Black Box Theatre. Mere på: www.musikteatret.dk

 

NYT FRA TinCan Company

Gry Lambertsen og Rune Andersen fortsætter deres turne med forestillingen FISH rundt om i landet, indtil de rejser til Cambodia midt i november. Her deltager TinCanCompany i festivalen Tini Tinou. Læs mere på www.tincancompany.dk

 

Oktober 2010

 

nycirkus.dk